SEO myter om SSL: Hvordan man gør det rigtigt


Vi får ofte spørgsmålet, om det skader SEO at lægge HTTPS på sit site. Folk er nervøse for, at deres rankings bliver påvirkede negativt og de dermed mister omsætning. 

Vi har lavet case studies sammen med 2 af vores kunder, som valgte at tage springet og køre SSL på hele deres site. De erfaringer vi har gjort os i dén proces, vil vi i denne artikel addressere. Vi vil beskrive, hvilke ting du skal være opmærksom på, når du ønsker at lægge hele dit site på HTTPS.

 

Hvorfor skal vi køre SSL? 

Først og fremmest, så skal du køre SSL fordi det øger sikkerheden for dine kunder og besøgende. Derudover, så har Google meldt ud at HTTPS har en ranking faktor. Ydermere, så har Google gjort det til et krav for Google Shopping at ens checkout kører HTTPS - for mange, så er arbejdet med at gøre hele siden til HTTPS vs. at gøre checkout alene til HTTPS ca. det samme og derfor bør man naturligvis ændre hele sit site.

 

Ting du skal huske, når du skifter til HTTPS

Når du flytter dit site fra HTTP til HTTPS, så er det i princippet det samme, som at migrere hele dit site til en ny URL-struktur. Det er derfor vigtigt, at du er meget opmærksom på at gøre tingene rigtigt, så du undgår at miste rankings på søgemaskinerne med videre.

Du skal naturligvis vælge det rigtige certifikat og få det installeret på serveren til en start. Vi har skrevet om hvilke valideringstyper der findes og du kan med hjælp fra den artikel forhåbentlig komme tættere på din beslutning. 

Driver du en webshop og vil du gerne fremstå seriøst, så anbefaler vi at du køber et EV SSL certifikat. Bemærk, at den tekniske implementation som regel kræver hjælp fra udvikler og/eller serveradministrator, så du sikrer at det gøres rigtigt. 

 

Kontrollér interne links

Det er vigtigt at samtlige interne links på dit site rettes til, så det linker til HTTPS. Det er i særdeleshed vigtigt, at dette gøres med alle referencer til CSS, billeder, iframes og så videre. Hvis du ikke sørger for dette, så vil du blive ramt af Mixed Content problemer - det betyder at hængelåsen i browseren forsvinder, eller at browseren måske endda nægter at vise billeder, fordi billederne stadig loades fra HTTP.

Det er en god idé at scanne sit site igennem for links, og identificere alle links til som ikke linker til HTTPS - specielt til eget site. Inkluderer du elementer fra eksterne sider, eksempelvis YouTube, så skal du sikre, at disse også er HTTPS-links. Der er 2 værktøjer du kan bruge: 

  • Mixed Content Scan - som er en PHP-CLI applikation og kræver, at du har styr på Composer og PHP på kommandolinjen og ikke via browser.
  • Xenu - som er et Windows-program du kan bruge til, at finde alle links på dit site
  • Screaming Frog - som er et SEO tool, der virker både på Mac og Windows, der kan finde de interne referencer. Du kan så sortere og finde alle HTTP-referencer

 

Ændre de eksterne links du kan

Hvis du har dine links i diverse linkkataloger, på blogs og andre steder, hvor du nemt kan komme til at ændre dem, så sørg for at skifte disse til at pege på HTTPS-udgaven. Det er klart, at hvis du har været featured i Ekstrabladet for 4 år siden, er dét link ikke så nemt at få ændret - men det behøves heller ikke være komplet, men i den udstrækning du kan, skal du gøre det. 

Husk også at skifte URL'er ud, hvis du bruger f.eks.:

  • Google AdWords
  • Affiliate-partnere
  • Andre reklameprogrammer

 

Ændre canonical referencer

Sørg for at dine rel=canonical referencer peger til HTTPS-versionen af dit site. Flere glemmer lige præcist denne del, når de skifter og derfor har vi den med her. 

 

Implementér 301 redirects

Denne er ekstremt vigtig! Du skal sørge for at samtlige HTTP-URL'er bliver viderestillet til deres HTTPS-pendant. Du må for guds skyld ikke lave et redirect, så alle dine undersider blot redirecter til forsiden, så vil du miste dine rankings hurtigt. 

Hvis dit site er hosted på en Apache, så vil du kunne bruge mod_rewrite til at lave disse rewrites. Da der er mange faktorer som spiller ind, vil vi undlade at give eksempler på konkret konfiguration til .htaccess, som kan gøre dette, da det ofte er individuelt og du derfor skal undersøge den rigtige metode til dit site.

 

Opdatér Webmaster Tools

Tilføj HTTPS og sørg for at re-generere sitemaps, så disse reflekterer dine HTTPS URL'er. 

 

robots.txt og sitemaps

Sørg for at din robots.txt ikke indeholder gamle URL'er og sørg for at dine sitemaps er opdaterede med de nye URL'er. 

 

Potentielle negative effekter

I begge vores case studies, har virksomhederne ingen negative effekter haft, overhovedet. Det er formentlig et udtryk for, at migreringerne er blevet håndteret korrekt og Google derfor har haft en rig mulighed for at fange problemet.

Vi har fulgt enormt meget med om netop dette emne og har hørt omtalt at nogle få, der har migreret har oplevet en kortvarig drop i ranking, typisk nogle dage. Der er dog ingen (som har migreret korrekt) der har oplevet et større tab eller ikke fået deres rankings igen.